Lyngby Fotoklubs
40 års jubilæumsudstilling


7. – 21. september 2014

Lyngby Fotoklub har 40 års jubilæum i år, og det bliver markeret med udstillingen “Indtryk / Udtryk – virkeligheden i glimt”, der finder sted på Staldloftet på Sophienholm med fernisering søndag den 7. september fra kl. 13 – 15.

Udstillingen, der præsenterer over 160 fotos, kommer vidt omkring – både genremæssigt og geografisk. Fra naturens betagende og forunderlige storhed, fanget både gennem makrofotografiet og det traditionelle naturfotografi til portræt, arkitektur, urban explorer og intense rejse- og reportagefotos. Fra fjerne og eksotiske himmelstøg til naturen omkring Lyngby.

Titlen “Indtryk / Udtryk – virkeligheden i glimt” afspejler udstillingens bredde, men også den kendsgerning, at fotografiet altid kun kan opfattes som udsnit af den virkelighed, der omgiver os. Og vel at mærke udsnit, der alene er bestemt af fotografen bag kameraet. Vi opfatter verden omkring os forskelligt, og hver har sine egne fokuspunkter. Det, der gør indtryk på den ene, bliver måske knapt bemærket af den anden. Vi fanger indtrykkene med kameraet og tilføjer dem vores eget udtryk i den digitale efterbehandling. Udstillingen er med andre ord en samling af virkelighedsglimt, set, samlet og fortolket af klubbens forskellige medlemmer.

Udstillingen henvender sig til dig, der er nysgerrig efter at opleve nuet og verden omkring dig fra nye vinkler. Men den henvender sig også til dig, der selv fotograferer, og har lyst til at blive inspireret. Kom og oplev over 160 omhyggeligt udvalgte “fotografiske nedslag” og få et indtryk af bredden i Lyngby Fotoklubs arbejde. Rigtig god fornøjelse.

Udstillingen er åben i Sophienholms åbningstid.

Arrangementer

Omvisninger

Billedskole