Salonlivet


Jean Laurent Mosnier: Portræt af Constantin Brun (1800)

Da den rige handelsfyrste Constantin Brun (1746-1836) og hans hustru, den senere velkendte dansk-tyske digterinde Frederikke Brun (1765-1835) i 1790 erhvervede Sophienholm som sommerresidens, var både de økonomiske og kulturelle betingelser til stede for det, der i dansk kulturhistorie har gjort Sophienholm til en af de fornemste repræsentanter for dansk salonliv i det 19. århundrede.

Ægteparret Brun var et umage par. Constantin Brun, der var født i jævne kår i Wismar som søn af en læge, nåede via sit store handelstalent højt op på datidens sociale rangstige – i 1829 blev han tildelt Dannebrogsordenens Storkors, i 1831 udnævntes han til geheimekonferensråd, og ved sin død i 1836 efterlod han sig en formue på 2 mill. rigsdaler. Han skildres som praktisk og driftig, en god økonom, om hvis sparsommelighed på ydmyge poster der i samtiden verserede mange komiske anekdoter. Han var ikke blot købmand med liv, men også med sjæl – for de skønne kunster havde han kun ringe sans: Poesien spottede han som barnestreger, og han "(...) betragtede Maanen som Tidsmaaler, og som en god stor Lygte, hvis Lys ingen Penge kostede" (Adam Oehlenschläger).


Erik Paulsen: Frederikke Brun med datteren Charlotte (1789)

I modsætning hertil var hans hustru Frederikke i besiddelse af et åbent sind for naturen poetiske kvaliteter. Hun var datter af sognepræsten ved den tyske kirke Skt. Petri i København, dr.theol. Balthasar Münter (1735-1793) og tilegnede sig i sit barndomshjem en litterær og æstetisk dannelse, der blev grundlaget for hendes i datiden så usædvanlige kvindeskæbne. Da hun var 12 år gammel, indviede digteren Johannes Ewald hende til digterkaldet med et let kys på hendes pande, og i 1782 lod faderen hendes første digteriske forsøg udsende tillige med en rejsekildring fra Tyskland, en genre, der sammen med naturpoesier og prosaidyller i tidens følsomme stil skulle komme til at udføre hovedparten af hendes senere forfatterskab. Disse rejseskildringer, hvori hun bl.a. portrætterede mange af datidens førende europæiske kulturpersonligheder, er i dag, ligesom hendes erindringer, læseværdige på grund af deres kulturhistoriske værdi, hvorimod hendes naturpoesier og prosaidyller, der i samtidens Europa høstede en del anerkendelse, næppe kan interessere en nutidig læser. Rejseskildringerne er frugter af et rigt rejseliv, som Frederikke Brun, med sin mands stærke kapital i ryggen, i tidsrummet 1789-1810 førte rundt om i Europa, specielt i Schweiz og Italien: "Der var næsten ingen Mand eller Qvinde paa den Tid af nogen Berømthed i Danmark, Tyskland, Schweiz og Italien, som hun ikke kiendte, ikke havde staaet i venskabelig Forbindelse med, hvis Væsen hun med Phantasie og Forstand ikke, mere eller mindre, havde opfattet og kunde give Træk og Billeder af" (Adam Oehlenschläger). Blandt de europæiske berømtheder kan nævnes Goethe, Schiller, A.W. Schlegel, Herder og forfatterinden Madame de Staël i Schweiz, med hvem Frederikke Brun sluttede et nært venskab, og hvis europæiske, litterære salon på det berømte slot Coppet uden tvivl må ses som et af forbillederne for den, Frederikke Brun skabte på Sophienholm.

Fra efteråret 1810 tog Frederikke Brun varigt ophold i Danmark, og indtil 1816, hvor husets yngste datter Adelaide, kaldet Ida (1792-1857), giftede sig med den østrigske gesandt i Danmark, greve Louis Philippe de Bombelles (1780-1843), fik salonlivet på Sophienholm sin egentlige blomstringstid. Her samlede Frederikke Brun en lang række kulturpersonligheder omkring sig, og da hun havde et skarpt blik for talent, vilje og arbejdsiver, var huset på én gang samlingssted for endnu ukendte, fattige poeter, berømte hæderkronede digtere, komponister, udenlandske diplomater, udenlandske kunstnere af enhver slags og repræsentanter fra kongehuset.

Ud fra samtidig memoire- og brevlitteratur er det muligt at danne sig et billede af, hvordan salonlivet på Sophienholm har formet sig. De ydre rammer var fortrinlige. Parken var om dagen til fri afbenyttelse for huset gæster, og indførte æsler stod til rådighed for rideture i omegnen af landstedet. Om eftermiddagen og undertiden om aftenen drak man the eller chokolade i Det norske Hus, hvori der var indrettet et lille køkken til stor fornøjelse for gæsternes børn. Ved aftenbordet fik gæsterne mad og vin "i Overflødighed", hvorefter kaffen blev drukket i billardstuen, der lå i stueetagen ud mod skoven. Constantin Brun, der ikke yndede sin kones "poetiske Galskaber", trak sig tilbage til et kabinet eller en fredelig krog for at spille kort og beklage sig over sin hustrus totale mangel på økonomisk sans. Trods dette fik hun dog altid sin vilje, fortæller Oehlenschläger, for uagtet de stadige klager smigrede det hans forfængelighed at vide, at det var hans penge, der muliggjorde det glimrende selskabsliv. Foruden af konversation bestod dette selskabsliv af forskellige kulturelle aktiviteter, litterære og musikalske, hvilket gav selskabeligheden dens præg af salonliv. Frederikke Brun, der stod i rig korrespondance med sine berømte kunstneriske forbindelser i udlandet, læste gerne breve op, ligesom der blev oplæst både udenlandske og danske digterværker, og det var ikke usædvanligt, at en af de mange kunstnere blandt gæsterne underholdt. Her kom så forskelligartede digternaturer som A.W. Schack von Staffeldt, Frederikke Bruns særlige yndling Jens Baggesen, der forblev en tro ven af huset lige til sin død i 1826, Adam Oehlenschläger, den unge Johan Ludvig Heiberg, B.S. Ingemann, digteren og folkemindesamleren J.M. Thiele, Kamma Rahbek m.fl. Af disse var specielt J.L. Heiberg i flere år en meget hyppig gæst, der i adskillige digte har hyldet Sophienholm og dets kvindelige beboere, navnlig den unge, talentfulde Ida, som var hans store ungdomskærlighed. Af Frederikke Bruns selskabelige evner er hendes rolle som mægler og forsoner ofte blevet fremhævet. Denne evne slog dog ikke til i det jalousifyldte forhold mellem Baggesen og Oehlenschläger, og da hun nødigt ville undvære nogen af de to herrers selskab, opfandt hun det berømte "portnerarrangement": Når Baggesen var på besøg, skulle portneren meddele Oehlenschläger, at Frederikke Brun ikke var hjemme – og omvendt. Oehlenschläger opdagede det og indstillede sine besøg, men genoptog dem senere, og ved Frederikke Bruns død i 1835 skrev han et smukt mindedigt.


J.L. Lund: Portræt af Ida Brun med Udsigt til Rom i Baggrunden (1811)

Det, der forbandt og sammenføjede salonlivets mange aktiviteter, var dog musikken. Datteren Ida havde allerede som purung i udlandet henrevet kunstnere som Goethe, A.W. Schlegel, Madame de Staël og Bertel Thorvaldsen med sin smukke sangstemme og sine mimisk-plastiske attituder eller "stillinger", som de kaldtes herhjemme, og hun blev midtpunktet i det rige musikalske liv på Sophienholm. Udenlandske berømtheder inden for musiklivet aflagde besøg her, når de var i Danmark, og under mere dagligdags omstændigheder lededes musiklivet af gæster som komponisterne C.E.F. Weyse, Frederik Kuhlau og Claus Schall.

Da Ida i 1816 giftede sig og herefter høstede sine triumfer i udlandet, mistede Sophienholm en del af sin tiltrækningskraft på den unge kunstnerskare. Den sidste periode af ægteparret Bruns leveår forskønnedes dog af deres intime og tvangfrie omgang med repræsentanter fra kongehuset, bl.a. dronning Marie, prins Christian Frederik (den senere kong Christian VIII) og prinsesse Caroline Amalie, og Frederikke Brun var desuden lige til sin død i 1835 optaget af sin omfattende korrespondance og sine litterære og kulturhistoriske interesser.

Kirsten Elisabeth Sand

Introduktion

Arkitekturen

Salonlivet

Parken