Peter Martensen


24. juni – 3. september 2006

Peter Martensen er født i 1953, og tilhører således den yngre generation af danske kunstnere, der lod sig uddanne på kunstakademierne i 70'erne og 80'erne. Først Det fynske Kunstakademi, siden frekventerede han Kunstakademiet i København, hvor man dengang i bedste fald dyrkede det vilde maleri, hvis ikke man i værste fald simpelthen erklærede maleriet for dødt og borte. Det var jo ikke så godt for en maler som Peter Martensen, der insisterede på og stædigt har fastholdt sin tilbøjelighed for det figurative maleri. Eller det var måske alligevel godt, for dermed har han jo bevist, at maleriet stadig har sin berettigelse.



Ida. 1997


På Sophienholm i sommer og senere Brænderigården har vi sat os for at præsentere Martensen i en nærmest retrospektiv udstilling, men dog med stor vægt på hans nyere ting, som foruden maleriet også rummer grafik og video-kunst. Det er stærke billeder, fulde af eksistentielle spørgsmål til vor moderne civilisation og kultur, der kommer til at fylde de smukke lokaler i henholdsvis Kgs. Lyngby og Viborg.

Peter Martensen har gjort karriere både herhjemme og i udlandet. Han har et utal af udstillinger bag sig, og er repræsenteret på en lang række museer. Han har lavet udsmykninger og beskæftiget sig med portrætkunst. Kort fortalt kan man sige, at han er en maler, der udtrykker sig indenfor samtidskunsten i en slags "realistisk" stil, på store monokrome farveflader, som tilsyneladende er fulde af mennesker (eller kloner af mennesker), men alligevel blottet for decideret handling. Dog kan man ikke lade være at fortolke alle mulige slags fortællinger ind i hans udefinerede rum. Og det er måske netop bevis på maleriets relevans i dag: at der både henvises til historiske referencer, og at krop og sjæl inddrages direkte i en agerende scene, hvor mennesket danner sig billeder, som samler trådene og i bedste fald kan rumme paradokserne. I oplevelsen af billederne indgår også en forholden sig til mønstre og gentagelser. Martensen siger selv, at han "oplever verden som en fuldstændig sammenhængende sag, men ubegribeligt kompleks. Som en uendelig række af begivenheder, der interagerer på et lige så uendeligt antal niveauer". Det er jo så noget af en "kunst" at kunne gengive sine oplevelser, så de – på en meget æstetisk måde – bliver fælleseje.

Bevægelsen. 2003


Kærligheden til det klassiske figurmaleri fornægter sig ikke. Peter Martensen har boet flere år i Italien og suget til sig fra kulturens vugge. I sine store, flotte malerier sender han hilsener til mestre som Caravaggio, Velazqués og Goya. Men inspirationen kommer også fra film, foto, teater og fra samtidskunstnere som Mark Tansey (monokromt fortællende, mystisk maleri), Lucian Freud (pastost, sanselige figurskildringer), Eric Fischl (meget ligefremme, pågående menneskeskildringer) og R.B. Kitaj (sære anekdotiske billeder). - Også danske Vilhelm Hammershøi med sine stille gråtonede interiører får en hilsen. Eller Willy Ørskov, hvem han skylder sin selvoplevelse som "mentalrealist". Og ikke mindst den alt for tidligt afdøde malerven og kollega Preben Fjederholt, med hvem han havde et særligt, subtilt åndsfællesskab.

Procesbillede. 2004


Men først og fremmest er Peter Martensen sig selv. Vi opfatter ham som en talentfuld og vigtig medspiller og kommentator i den standende samfunds- og kunstdebat. Hvilket man kan overbevise sig om og fornøjes ved i denne periode, hvor Sophienholm bliver fyldt med en tæt og spændt stemning, ladet med betydning.

Aktuel udstilling

Udstillinger 2018

Tidligere udstillinger